Bronzealder 1700 - 500 f. Kr. Anskuelsestavle fra 1925

Bronzealderen- en epoke i solens tegn

Den gyldne tidsalder

For ca. 4000 år siden begynder en ny og skelsættende epoke i Sydskandinavien. Via forbindelser med kulturer fra Syd og Mellemeuropa dukker det nye metal, bronzen, en legering mellem kobber og tin op i Norden. Hurtigt bliver det nye metalhåndværk udviklet på et højt specialiseret niveau, og måske må flintesmeden nu lære sig en ny teknologi for at kunne forarbejde det nye gyldne metal, bronzen, om til redskaber, våben og smykker.

I bronzealderen følger der med de udvidede kontakter til kontinentet nye religiøse forestillinger, og et nyt tankesæt vinder frem og dermed også nye ceremonier. Solen indtager nu en helt ekstraordinær og universel plads i bronzealderens religion og kult. Solen er selve symbolet for den livsnødvendige og livgivende kraft for mennesker, dyr og afgrøder.

Collage: MuseumRebild ©

Solopgang ved en af Skinbjergs mange gravhøje.

Gennem hele bronzealderens 1200 år lange periode går solens motiv igen og igen på bronzegenstande, som smykker, sværd, bælteplader og rageknive. Store helleristningsområder med bl.a. ristede skibs -og solsymboler finder vi specielt på Bornholm, Nordvestsjælland og i Sydsverige. I det øvrige Danmark finder vi en sjælden gang solens hellige tegn, hjulkorset, på løse sten. Når det hænder er det ofte i tæt forbindelse med de mange store gravhøje, der blev opført i bronzealderen.

Skindbjerg: Solen i zenit over højen og Blåhøl, kilden med det hellige og livgivende vand.

Solsten i Himmerland

Specielt i Himmerland er helleristningsstenene godt repræsenteret. Ikke mindre end 7 sten med den hellige sols tegn er fundet og registreret. Den sidst beskrevne solsten i Danmark er ”FRUERHØJSTENEN”, der blev fundet tæt ved ådalen på bakkedraget ved Skindbjerg lige oven for Lindenborg Å.

Kort: Museum Rebild ©

Solstenen fra Skindbjerg

Fruerhøjstenen en sten med helleristninger

På bakkerne oven for Lindenborg å, ligger syd herfor bebyggelsen Skindbjerg. Stedet, såvel som navnet Skindbjerg, syntes som skabt til at ære den sol, der i bronzealderen var centrum i gudetro og kult. Kun i glimt lader stedet og fundne genstande os ane den fjerne fortid. For mere end 3000 år siden indgik en helt speciel sten i en af de mange gravhøje der lå spredt oven for ådalen. På stenen er indhugget det hellige tegn for solen og hjulet, symbolet for livet og året der til stadighed går i ring.

Højens og stenens placering før 1920

og SOLSTENEN i Museum Rebilds udstilling

Stenen stod antageligt til skue på gravhøjen, eller måske indgik den i en stenkreds rundt om højen. Gravhøjen blev som tusinde andre høje ofret i landbrugets, fremskridtets og udviklingens navn og sløjfet for 100 år siden. Men stenen, med solens og hjulets tegn, er bevaret og fortæller i dag om en mytisk oldtid, men lader os kun ane de riter ceremonier, der kunne knytte sig til den religiøse dyrkelse af solen.

Fruerhøjstenen er i dag at se i en udstilling på Museum Rebild. Foto: Bodil Tejg Krunderup

Bonden, højen og stenen

Ejeren af Fruerhøjgård i Skindbjerg, Kristoffer Sloth, beslutter i 1920 at inddrage mere jord til dyrkning ved at udjævne endnu en høj på marken ned mod Lindenborg Ådal. Under arbejdet, - tæt på selve den høj, som bærer navnet Fruerhøj, og som nu ligger fredet på gårdens jorder, - finder Kristoffer Sloth stenen med hjulkorset/ soltegnet. Han er straks klar over, at han har gjort et usædvanligt fund. Stenen bringer han hjem til gården og den sættes op ad kostalden på gårdspladsen, som den fine og sjældne sten den er.

En af Skindbjergs mange gravhøje

Fruerhøjgård og Henry Sloth, i Skindbjerg

Sønnen Henry Sloth overtager Fruerhøjgård i 1940 og med denne også solstenen fra den sløjfede gravhøj. I år 2000, firs år efter at den blev fundet, overdrager Henry Sloth stenen til Museum Rebild, hvor den nu er at se i sin egen udstilling.

Fint besøg omkring en sten

Amerikas ambassadør Laurie Fulton og Flemming Kaul fra Nationalmuseet besøger MUSEUM REBILD

Helleristninger kan være særdeles svære at se, og ofte opdages de ved en tilfældighed, når lyset falder helt rigtigt på stenen eller klippen.

Skib ristet i sten fra Tanum i Sverige. Skibet fremstår opmalet

Således blev en tanke da også vakt, da en solstråle en forårsdag i 2012 pludselig rammer solstenen fra Skindbjerg. Hjulkorset/soltegnet står klart og fint, men er der mon også et skib indhugget i solstenen?

Formodningen er så stærk, at Museum Rebild kontakter Nationalmuseet, hvor ekspert i bronzealder og helleristninger, dr. phil Flemming Kaul anser det for en reel mulighed. En dag i august får museet fint besøg af Flemming Kaul. Han besøger museet sammen med den daværende amerikanske ambassadør Laurie Fulton, med hvem han kører rundt i det nordjyske for at se på arkæologi og historiske seværdigheder.

Desværre kan eksperten ikke verificere et skib i museets solsten, selv efter grundige undersøgelser. Han formoder dog, at stenen blev udvalgt til at bære solens hellige tegn, da naturen ved et under selv har mejslet et skib ind i stenen. Dog bringer besøget en nyopdagelse med sig: I centrum af hjulkorset/ soltegnet er en skålgrube indmejslet som hjulnavet eller som centrum for solen.

Ambassadør Laurie Fulton modtages med lyng fra Rebild Bakker af museumsinspektør Niels Jørn Østergård og museumsformidler Bodil Tvedegaard

Fruerhøjstenen undersøges grundigt agf Flemming Kaul

Besøget sluttes af med kaffebord, og der udveksles gaver. Ambassadøren modtager fra museet en kopi af Rebildbroschen, fiblen der indgik i den 5 kg. tunge sølvskat, der i 1971 blev fundet i Rebild.

Stadigvæk kan vi dog spørge os selv, når vi går forbi stenen: Er der alligevel ikke et skib? Kom og kig efter og døm selv, … men eksperten har jo nok desværre ret.

Fotos: Kjeld Thomsen og Museum Rebild

Pragtfund fra moser, enge og marker

Religionen har gennem et par årtusinder har stået i solens tegn. Det vidner flere gyldne fund af den skinnende bronze og det røde guld om. Flere rigdomsfund er gennem tiderne dukket op fra ådalens marker, moser og vådområder. Noget tyder således på,- at i kraft af de rige nedlæggelser vi finder i området omkring Lindenborg Å, samt de mange bopladsspor vi har fra bronzealderen i Skørping og Støvringområdet, - at en rig magtelite har boet i området for små 3000 år siden. Området har dengang været meget mere vandfyldt og udgjort et større sejlbart område med mange små holme imellem. Med skibe på vandet forbindes mennesker., Nye tanker, viden, metaller og genstande kan udveksles. Et helt nyt mindset, kommer med skibe fra Mellem og Sydeuropæiske områder til Himmerland- solens land.

Offergaven til guderne ... et muligt scenarie:

"På det flade land, lidt nord for den vandrige å i det sumpede og våde område, ligger bopladsens huse med de afrundede gavle. Det er midt om sommeren, og på de små agre står afgrøderne snart modne, og i de nærliggende kær står græsser og den blomstrende kærgaltetand i fuldt flor. Denne dag er helt særlig, for landsbyen vil i dag skænke et offer til guderne, - de magter der opretholder balancen mellem mennesker og naturen. Et par af bopladsens kvinder vil for fællesskabets bedste overdrage det fineste de ejer til guden- deres gyldne bronzesmykker. Med bopladsens øverste i spidsen begiver bebyggelsens medlemmer sig nu i samlet flok, hen af vasen, den lille grenflettede vej, over kærerne, ned til vandhullet. Her bliver de gyldne gaver forsigtigt lagt ved kanten af søen med det hellige vand . Forbindelsen til det guddommelige er genskabt."

Collager Museum Rebild ©

Sådan foregik det måske for næsten 3000 år siden, da de fine bronzesmykker - anbragt i en skinnende spand - blev ofret til stedets guder ved Vaseholm lidt syd for Støvring. Tankerne, religionen og ritualerne i forbindelse med nedlæggelsen af offergaven kender vi ikke, og vi må som ovenfor lade fantasien og de arkæologiske fund fortælle historien.

Søren med sit skattefund, dateret til midten af bronzealderen, ca. 1000 - 800 f. Kr. Foto : Per Kolind

En majdag i 1992...

...ser offerfundet for første gang i næsten 3000 år dagens lys igen. En skoledreng, Søren Guldbæk Sørensen på ti år, får æren for det fine fund. Historien er følgende. På Vasholms marker, syd for Støvring, ned mod Lindenborg Å, ønsker man at dræne de våde mosejorde. Fra en højtliggende mose bortgraves den våde mosejord, og man harver og udjævner tørvejorden, og herved dukker de første dele af skattefundet op. Forskellige metalsager tages med hjem, men erkendes ikke umiddelbart som oldtidsfund. Da Søren ser delene, løber han straks ud til fundstedet i marken og opdager flere bronzegenstande. Han genkender dem som ting fra oldtiden, og museet i Aalborg kontaktes. Senere deltager Søren og forældrene Mette og Svend i skattejagten sammen med Aalborg historiske Museum. I alt finder man to spiralarmringe, tre bøjlenåle, to hængekar og en bronzespand, ... et fantastiske fund på næste 2,5 kg bronze.

Fundet kan i dag ses på Vikingemuseet, Lindholm Høje. En del af Nordjyske Museer.

1: To hængekar, brugt som bæltedåser/ tasker uden på kvindedragten

2: Bøjlenåle båret på brystet

3: To spiralarmringe

4: Bronzespand import fra Øst- eller Mellemeuropa

Rekonstruktionsforsøg af bronzespanden fra Vaseholm. Kilde: "Danefæ, skatte fra den danske muld. 2010". Lise Frost, tegning Maj Olika

Var der mere i mosen?

At lytte til ældre folks erindringer og fortællinger er altid berigende for et museum. Ligeledes i tilfældet Vaseholm. Her lyder beretningen, at der i gammel tid, i den lille mose, var fundet to økser samt nogle bronzerør, der måske kunne stamme fra to lurer. Men ak, intet af dette kan verificeres, og om sandt var, er de nok forlængst omsat i klingende mønt til dem eller de, som måtte have gjort sådanne fund.

Optegnede helleristninger fra Underlös Hällristningsmuseum, Sverige, af henholdvis lurblæsere og mænd med processionsøkser. Foto: Museum Rebild

Bækkedalfundet - Bronze, guld og læder

Det lille hornede dyr, edsringen af guld samt en ornamenteret bronzeøkse Foto: Nordjyske Museer

Det seneste pragtfund fra ådalsområdet er Bækkedalfundet fra august 2014. Den indholdsrige skat blev fundet af deto metaldetektorførere Rene Skjødt og Søren Lund Thomsen på en mark lige uden for Gl. Skørping. Museumsinspektør ved Nordjyske Museer, Torben Sarauw, overtog herefter udgravningen.

En krukke blev engang i slutningen af bronzealderen, mellem 900 - 700 f. Kr. nedsat i Bækkedalen ved Gl. Skørping, formodentlig under en ceremoni som vi i dag kun kan gisne om. Krukkens indhold var på 4,9 kg bronze, her af var 2,1 kg spredt ud over en stor del af marken. I krukken fandt man ringe, armbånd, ragekniv, små figurer, hængekar og en stor mængde hesteudstyr i bronze, samt et næsten komplet sæt seletøj af læder og med hovedtøj i bronze. I alt var der 250 små og store bronzegenstande og fragmenter, der i alt repræsenterede 145 forskellige genstande. Et helt unikt og exceptionelt fund for både Danmark og hele Europa. Læderet var så godt bevaret, at både syninger og dekorationer i skindet var tydelige. Remmene blev mirakuløst konseveret af de metaller, der sammen med læderet lå i lerkarret. Specielt for fundet var også, at det både indeholdt genstande fra den feminine og maskuline sfære. På Kvindesiden finder vi hængekarene, tynde sammenbundne halsringe, manchetarmringe og et kornsegl. På mandesiden: bronzeøkse (dølleøkse), ragekniv med skib, tveægget kniv og et lille dyrehoved (tyr eller hornet hest, måske hørende til en vogn). Som kronen på værket indeholdt lerkrukken også en lille armring i guld, en såkaldt edsring. Den er at betragte som et vigtig statussymbol - måske for en stor og mægtig leder, som sad på magten i Bækkedalen for snart 3000 år siden.

Krukken bliver hjemtaget som et præparat, bliver røntgenfotograferet og CT scannet og færdigudgravet på Bevaringscenter Nord af kyndige konservatorer. Fundet bliver udstillet på Vikingemuseet Lindholm Høje og senere sendt til til vurdering på Nationalmuseet i København. Bækkedalsfundet var at finde som nr. to på Danefæ top- ti-listen i 2016, listen over de vigtigste fund i Danmark.

Bæltedåsen med halsringe og guldring. Hovedtøj fra hesteudstyret med rasleblik. Foto: Museum Rebild og Nodjyske Museer.

En gang tidligere i 1845 er der på Teglgårdens marker, på bakkedraget syd for ådalen, dukket guld op fra bronzealderen. Et depotfund bestående af en kraftig edsring og to guldringe af dobbelttråd blev fundet nedlagt ved en stor sten. Guldringene befinder sig i dag på Nationalmuseet.

Høj - højere- højest

Illustration: Museum Moesgaards bronzealderudstilling. Foto: Museum Rebild

Må vi gætte...

Har vi måske en ukendt "Egtvedpige", der ligger begravet i sin egkiste i en af de 50 gravhøje, der findes i Nørreskoven- en del af Rold Skov? Foto: Lone Andersen

Tegning: Sikker Hansen

Stenrækker og stencirkler i Nørreskoven

Mystiske tegn i Rold Skov

I Nørreskoven tæt på Lindenborg Å finder man et storslået kulturlandskab. Her ses oldtidsminder fra både stenalder og bronzealder, over 50 gravhøje, adskillige stenkredse og en sjælden set 70 meter lang stenrække.

På kortet er kun en lille del af de mange rundhøje og langhøje påtegnede, som findes i Nørrreskoven. Kort:

Stenrækken Gravhøje

Bosætningen i Nørreskoven begynder allerede i bondestenalderen og er fortsat ind i bronzealderen. En del af urskoven nord for Lindenborg å og Gravlevdalen bliver ryddet, der kommer små bopladser med et par enkelte gårde, men også marker og græsgange. I de rydninger der skabes, finder befolkningen også deres grave og kultsteder. Højene, stenrækkerne og stenkredsene er synlige i dag, men selve bopladserne, er der endnu ikke fundet spor efter. Skoven gemmer stadig 4- 5000 år efter at bosætningen begyndte på hemmeligheden om, hvor man boede, og hvor man dyrkede jorden.

Illustration: fra Moesgaards bronzealderudstilling. Foto: Museum Rebild

Stenrækken - en del af et kultisk ritual

Den 70 meter lange stenrække består af 29 store sten, hvoraf de højste er fra 50 - 75 cm. Rækken ligger på en skråning ned mod ådalen, og er orienteret mod NV (nordvest) - SØ (sydøst), hvilket den har tilfældes med mange af de øvrige137 stenrækker, man finder i Danmark. Kun enkelte stenrækker er dateret, men de peger alle mod bronzealderperioden. Anlægget her i Nørreskoven udgår/ eller går hen over en lille næsten usynlig gravhøj, ligesom stenrækken også ligger tæt på et par meget store bronzealderhøje.

Stenrækken i Nørreskoven. Foto: Peter A. Larsen

Orienteringen NV og SØ peger nøjagtigt mod solnedgangen på årets længste dag i juni i NV, og mod solopgangen på årets korteste dag i december i SØ. Måske tilfældigt, men man kan, med den viden som man i dag har om bronzealderens kult og ritualer, forstille sig, at stenrækken kan have fungeret som en slags kalender for soldyrkelsen.

Fortolkning af et ritual

Ud fra nyere tids bronzealderforskning i myter og religion har grafisk designer Sune Elskær lavet følgende fortolkning at et ritual, som det kunne være forgået omkring stenrækkkerne i Rold Skov: En procession med lurblæsere og fakkelbærere bevæger sig på hver sin side af stenrækken mod højen og den nedadgående sol i NV. Solen er i centrum, for solen er lig med liv og gud.

Tegning af Sune Elskær, anvendt med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Stenkredse

Den største af kredsene i Nørreskoven finder man ca. 50 meter vest for stenrækken. Cirklen er ni meter i diameter og består af 75 hovedstore sten. Anlægget, der igen ligger helt tæt på en af de store gravhøje, er ikke udgravet, men tolkes som et begravelsesanlæg fra yngre bronzealder, tiden hvor de store høje med egekister afløstes af urenbegravelser.

Nær skovbrynet længere mod vest findes en mindre cirkel, der kun består af syv store sten. Her er alder og funktion ukendt, men måske et soltegn vendt ned mod den vandrige ådal, eller måske "kun" en rest efter et mindre gravanlæg.

Nord for stenrækken findes en en lidt mere utydelig stenkreds på fem diameter, med ni store sten bevaret og en stor sten i centrum. Denne kreds går hen over et skovspor, der kan have reduceret i kredsens antal af sten.

Stenkredsene, højene og stenrækken indgår formodentlig i et mønster, vi kan kalde det rituelle landskab, hvor deres indbyrdes placeringer ikke er tilfældig, men måske både har en religiøs og praktisk sammenhæng, der var kendt og forstået af mennesker i bronzealderen.

Del af den største af stenkredsene. Foto: Peter A. Larsen. Kilder:

og Rud Kjems

BRONZESPANDENE FRA SIEM

Siden er under udarbejdelse

Foto: Museum Rebild og Kit Weis, Nationalmuseet