Jernalderen 500 f. kr. - 793 e. Kr. Anskuelsestavle fra 1925

Jernets alder

Et Danmark der skabes gennem krige og alliancer

Jernalderen inddeles traditionelt i flere perioder og med flere forskellige benævnelser. Den første kaldes både keltisk jernalder og førromersk jernalder og betegner perioden fra 500 f. Kr til ca. år 1 efter Kr. Senere kommer den romerske jernalder fra år 1 - 400 e.Kr. og endelig den yngre jernalder, kaldet germansk jernalder og folkevandringstiden fra år 400 til langt ind i vikingetiden, der tager sin begyndelse i 793.

I ca. 1300 år havde bronzen været det mest eftertragtede metal i Norden og Europa, men udviklingen stod ikke stille. Nye færdigheder inden for mettallurgien blev lært- nemlig udvindingen af jern. Af den myremalm, der naturligt findes hovedsageligt i de Midt og Vestjyske danske moser og vandløb, kunne man nu selv udvinde det nye råstof. Man var nu ikke længere afhængig af at skulle skaffe bronzen fra andre dele i europa. Jernet var da også et meget mere stærkt og velegnet metal til våben og redskaber, men med uafhængigheden fulgte også mindre kontakt med de tidligere forbindelser i Europa og måske som en konsekvens heraf opstod stadig flere krige og et større forsvarsberedskab.

Det område, vi i dag kender som Danmark, opstod over en lang periode i jernalderen gennem småkrige mellem mindre kongedømmer.

Den keltiske jernalder er opkaldt efter folkeslagene, der boede nord for Alperne. Kelterne (af romerne kaldet gallere) bestod af mange slags folkeslag, der havde et vist sprogfællesskab og militæralliancer mod romerne. Omkring år 400 begynder kelterne at vandre og også vores hjemlige Kimbrere fortælles at have samlet sig og draget mod Syd - mod Rom:

Hvem var kimbrerne - et folkeslag fra Himmerland ?

Traditionen siger, at dette noreuropæiske folkeslag kom fra Himmeland i Jylland, uden at der dog er konkrete beviser herfor. Forællingen lyder, at de sammen med andre jyske stammer, teutonerne og ambronerne i 120 f. Kr samlede sig, - mænd, kvinder, børn og husdyr, og søgte mod nye steder at slå sig ned efter at en stormflod havde gjort områderne ubeboelige og jorden ufrugtbar. Et par år efter den vandrende folkehob nået Alperne, hvor de overraskende slog den romerske hær. Rom kom hurtigt til at indse, at den massive folkevandring var en direkte trussel Rom. Togtet fortsatte ind i det sydlige Gallien/ Sydfrankrig, der kort forinden var blevet en romersk provins. Her anmodede lederne af togtet Roms senat om land, hvilket selvfølgelig blev afslået. Gennem flere år måtte den romerske hær se sig slået i kampem mod kimbrerne og de folkegrupper der havde forenent sig med dem i deres krav.

Kimbrerstenen i Rebild Bakker

"Kimbrerne drog ud fra disse egne i året 120 f. Kr."

Stenen er udført af billedhuggeren Anders Bundgaard med den karakteristiske kimbrertyr indhugget i den store sten af rhombeporfyr .

"Barbarerne overvinder de romerske styrker". Maleri : Otto Albert Koch, 1909, Varusslaget

Værst for romerne blev slaget ved Arausio (Orange) i 105 f.Kr, hvor de led et massivt nederlag. De måtte nu indse, at de indtrængede folkeslag var en mere direkte og voldsom trussel mod Rom, end de tidligere havde regnet den for. Roms redning blev, at kimbrere og teutonerne nu delte sig, kimbrerne drog mod øst, mens teutonerne forblev i Gallien. Turen mod øst gik over Pyrenæerne, og videre mod Norditalien, hvor der fortælles, at de på deres skjolde kurede ned af Alperne og ind i Norditalien.

Alle sejl blev nu sat til , romerne kunne ikke længere neglicere faren og lade sig ydmyge. Den mægtige Gajus Maruius blev sat på sagen, hvorefter først teutonerne blev slået i et slag ved Aquae Sextiae (Aix -en Provence) i 102 f.kr. og kimbrerne i år 101 f.Kr. ved Vecellae på Posletten i Norditalien. Plutarch, en græsk-romersk forfatter, anslog, at over 160.000 kimbrere blev nedslagtet og at omkring 60.000 blev slaver i det romerske rige. Heremed var kimbrertogtet definitivt forbi.

Cimbrernes Udtog - en frise på Kulturstationen i Skørping

Lokalt har vi en fin malerfrise, hvorunder ovenstående tekst lyder. Frisen er skabt af kunstneren Helge Prip i 1935 på Skørping Kro - i dag på verandaen på Kulturstationen. Her har Helge Prip fabuleret over Cimrernes Udtog, med mange detaljer og i klare farver. Historisk korrekt kan vi slet ikke kalde den, men fantasi og historie går alligevel op i en højere enhed, og giver liv til fortællingen om vores himmerlandske forfædre - cimbrerene.

Frisen blev i 2005 restaureret af Aase Yde

Kopi af frisen på MUSEUM REBILD

I vores Udvandrermuseum i Rold Høj/ Danish - American Heritage Museum har vi en fin kopi af samme frise, der spiller fint sammet med museets store og øvrige udvandrertema.

Udnit af frisen "Cimbrernes Udtog"

Fotos: Museum Rebild ©

"Gundestrupkarret bæres gennem Rebild Bakker"

Himmerlands Tyr"

Citat

Johannes V. Jensen, fra Cimbrernes Tog, 1922:

"Den hellige Vogn med Tyrens Billede og Edsringen skule følge Toget, det var Helligdomme - uadskillelige fra Cimbrerne som Folk, - hvor de gik, skulle Helligdommene gå... Tyren var jo Udtrykket for Cimbrernes inderste Væsen og deres Lykke på Jorden"

På Vesterbro i Aalborg står Kimbrertyren som et symbol på kimbrernes livslyst og udlængsel. Tyren blev skabt af billedhuggeren Anders Bundgaard. På soklen står skreve et hyldesdigt til kimbrerne af Johannes V. Jensen. Digtet blev oplæst af forfatteren ved afsløringen af skulpturen d. 14. april 1937.

Johannes V. Jensens digt "Himmlerlands Tyr"

Kimbrertyren i Aalborg. Foto: med tilladelse fra: Lars Salomonsen/ BorderPress/Trapp Danmark 2017

Frøya fra Rebild Skovhuse

Et mosefund fra oldtiden

"Afbildninger af mennesker i Danmarks oldtid er så sjældent forsøgt eller i hvert fald så sjældent fundet - at bare rygtet om et nyt fund af en menneskelig figur vækker de allerstørste forventninger...Vil der være mulighed for at løfte bare en lille flig af det mørke forhæng, der blev draget for oldtidens tankeverden ved kristendommens sejr." Citat: P. Riismøller 1952

I 1946 blev der midt i Himmerland tæt på Rebild, nærmere betegnet i Rebild Skovhuse gjort et helt ekseptionelt, sjældent arkæologisk fund under tørvegravning. Ikke af ædle metaller,men af et helt andet ydmygt materiale - træ. Op af tørvemosen var nemlig dukket en birketræsfigur på105 cm. Jens Riismøller, direktør for Aalborg historiske Museum skriver følgende om fundet i tidskriftet Kuml i 1952:

"I juli 1946 indløb anmeldelse til Aalborg historiske Museum, at en menneskefigur af træ var fundet i Rebild Skovhuse. Jeg tog strakes afsted, men var på forhånd ikke særlig optimistisk, for vejret var meget varmt og tørt, og et mosefund af træ ville let være indtørret i løbet af en dagstid. Imidlertid havde finderne taget vare på fundet på allerbedste måde. Gårdejer Ernst Kjær havde taget figuren op med de bare hænder, så kun en overfladisk beskadigelse med spaden inden opdagelsen var at se, og fru Kjær havde straks rullet den ind i luftrætte papirsække og lagt den ind i et mørkt og køligt tørvehus, så øjeblkikkelig udtørring var undgået . Næstefter at lade figuren ligge i tørven var denne behandling, den bedst mulige."

Brohøjgård i Rebild Skovhuse anno 1929, med den nu udtørrede Brodsø i baggrunden

Med ordene: "Der er han så" afleverer Gudrun Kjær fundet til museumsinspektøren. Men hurtigt korrigerer museumsmanden kønsbetegnelsen, idet den fremstår med overbevisende kvindelige kønskarakterer og med et erotisk - kultisk udtryk. Den skønnes umiddelbart at være fra jernalderen og bliver hurtigt af museumsdirektøren opkaldt efter frugtbarhedsgudinden Freja / Frøya. Konserveringen af træstatuetten står på i tre år, idet den ved fundet var rådnet helt igennem og derfor må gennemgå en lang proces, hvor den nedsunket i bade med petroleum og olier langsomt kommer til at fremstå fast og hård og uhyre tung. Først efter konserveringen bliver fundet omtalt offentligt i 1949.

En gudinde for frugtbarhed-en åbenlys tolkning

Da fundet endelig kunne vises frem, var der ingen tvivl om, at man her havde at gøre med et fund der oversteg selv de vildeste forventninger og klart kunne leve op til sit navn efter frugtbarhedsguderne, vanerne Frøya og Frøy, der sansynligvis har rødder helt tilbage til bronzealderen, som guder for frugtbarhed/avl, kærlighed og rigdom. Riismøllers beskrivelse af Frøya lyder:

"En let tildannet bul (stamme) af et ungt træ, hvis oprindelige form er væsentligt bevaret. Hoved og hals er dannet ved indskæring, øjnene er to prikker og kinderne let affladet. Bryst og bag er træets egne former let fremhævet, og ved roden breder stammen sig meget ud, at lændernes form giver sig selv, yderligere understreget af et par artistiske snit, som viser lysken og kønsorganet. Over maven er lagt fire vandrette snit, ret dybt i træet, de bidrager på en mærkelig måde til at gøre figuren levende ved at markere folder i maveskinnet fremkommen ved siddende stiling. Arme er end ikke antydet, men det er usikkert om figuren har haft ben, idet roden meget vel kan have dannet en tvege (en todelt stamme), men denne er afbrudt allerede i oldtiden"

Helt tæt ved figuren fandt man et stykke vævet og forrevet stofstykke. Man formoder at stykket, da det kom i jorden, allerede var godt forslidt og målt ca.1,20 cmx1,50 cm. Højst sansynligt har klædet været brugt til at pakke figuren ind i. Måske har dyrkelsen af denne ukendte guddom været udøvet i en anden tid og på et helt andet sted i nærmeste omegn end i mosen. Helligstedet for tilbedelsen og dyrkelsen var måske et helt andet sted i Rebild Skovhuse, og da hun måske efter århundres dyrkelse ikke længere var den tilbedte, ja så blev hun muligvis med respekt og taknemmelighed lagt i mosen - stedet hvor man er det hellige nærmest.

Langt ældre end man først troede.

Den første datering man havde på Frøya, lavet ud fra pollenanalyser sagde ca. 400 e. Kr., overgangen mellem romersk og germansk jernalder. Nyere undersøgelser flytter dog fundet væsentligt længere tilbage i tiden til yngre bronzealder, hvor en nu meget sikrere dateringmetode med kulstof 14-datering viser 1000-500 f. Kr. De videnskabelige beviser passer nu fint med vores fortælling om, at Frøya blev lagt i mosen lang tid efter, at det lille birketræ voksede i Rebild Skovhuse og blev dyrket af bronzealderens befolkning, som en frugtbarhedsgudinde hvis oprindelige navn vi ikke kender.

Frøya udstilles

Frøya i sin montre på Vikingemuseet Lindholm Høje

I flere år var Frøya udstillet på Aalborg historiske Museum på Algade i Aalborg. Senere var hun i en lang årrække udlånt til Kvindemuseet i Aarhus (nu muset KØN, Gender Museum Danmark). Men endelig i 2008 kom hun til bage til Nordjylland, til Vikingemuseet Lindholm Høje i Nørresundby, hvor hun i dag er en af hovedatraktionerne.

Med Museet i Rebild Skovhuse

I november 2015 besøgte Museum Rebild ved Inspektør Niels Jørn Østergård og museumsformidler Bodil Tvedegaard den nuværende ejer af Brohøjgård, Jens Hyldgaard og denens bror Ole Hyldgaard, for selv at se stedet i mosen, hvor Frøya blev fundet.

Udstyret med de skrevne facts om fundet ankommer vi til Brohøjgård en diset og frisk dag i november, hvor fugten ligger tung over Rebild Skovhuse og mosen, og hvor de sidste blade endnu hænger regntunge på de gamle lindetræer, der omgiver Brohøjgaard.

Rebild Skovhuse på en diset novemberdag i 2015

Fokus på besøget var fundet af oldtidsfiguren Frøya, og ønsket om at få set fundstedet og få de to brødre Jens og Ole Hyldgaard til at fortælle om dengang, da deres far var med herude da Riismøller, tidligere museumsinspektør på Aalborg historiske museum, og P.V. Glob, professor ved Aarhus Universitet og leder af Forhistorisk Museum i Aarhus og senere rigsantikvar, besigtigede fundstedet i 1946. Jens leder os direkte øst på fra gården hen over markerne. Mosen er beliggende ca. 200 øst herfor. Først passeres en lille mose, nu helt tilgroet (Den bette Mose) på vores højre side, og lidt længere fremme kommer på vores venstre side ”Den store Mose” hvori fundet blev gjort. I mosen havde der under både første og anden verdenskrig været gravet tørv, og det var således også under tørvegravearbejdet, at fundet blev gjort.

Jens og Ole fortæller om, hvordan deres far, Niels Hyldgaard, - der endnu ikke var ejer af gården, men boede på nabogården beliggende på Stendalsvej 15, få 100 meter fra Brohøjgaard, - var med gårdens tidligere ejer Ernst Kjær under besøget i mosen og selv så oldtidsfiguren, før den blev overdraget til museet.

De fortæller begge, let leende, at da Riismøller og Glob sammen kom derud og ingen fandt hjemme, så gik de til den forkerte mose, - den tidligere store fladvandssø og nu udtørrede Brodsø, der er beliggende helt tæt på gården, - for at se fundstedet -hvilket altså var den forkerte mose.

Var der mere i mosen - en offermose med bådrester og kranier?

Lidt overraskende for, fortæller de, at det var kendt, at der i mosen var fundet del/ dele af en båd/ årer? samt kranier, men at alting altid var blevet puttet i mosen igen, når disse ”fremmede ting” kom op til overfladen under tørvegravning. Adspurgt om dette overhovedet ikke var blevet nævnt, da museumsfolkene var herude i 1946, bar Jens`s svar: ”nej, de spurgte jo ikke”.

Disse oplysninger må ses som en meget spændende, ny og vigtig tilføjelse til historien om fundet i Den store Mose. Netop i efteråret 2015 er nye offermoser i henholdsvis Svennum i Vendsyssel og Skødstrup ved Aarhus, blevet erkendt, beskrevet og omtalt i offentlige medier. I begge moser er der bl.a. gjort kraniefund.

Jens fører os ud i mosen, der pga. et forholdsvis tørt efterår kan betrædes, uden at vi synker i. Vi bevæger os over mod det nordøstlige hjørne, og hvor han udpeger det sted, han fik angivet af sin far som fundsted for Frøya. Mosen fremstår med en del opvoksende birk og må ses som i fare for at vokse sammen. Jens fortæller dog, at den ind imellem bliver ryddet. På overfladen mellem mos og græstuer er en fantastisk rig bevoksning af tranebær. Den bette Mose, som vi tidligere passerede, er dog helt sprunget i skov.

Brohøjgård i dag

Tilbage ved gården, - der nu efter begge forældres død er kraftigt i forfald, om end den, i det disede novemberlys, endnu står i et skær af gammel bonderomantik, - fortæller Jens fortæller, at der ved stuehuset østside ligger randstenene til en gravhøj, og at det måske er den, der har givet gården sit navn: Brohøjgaard. Jens beretter også, at de meget store smukke lindetræer blev plantet af deres forældre, da de købte gården i 1954.

På gårdspladsen under et af de store lindetræer har Jens en samling af fint tilrundede sten liggende på et bord. Han fortæller, at de er samlet op på marken lidt nordøst for gården, på en forhøjet sted i marken, lidt nordvest for Den store Mose. Måske er det knuesten fra en stenalderboplads eller fra en af oldtidens senere bebyggelser. Stedet er ikke besigtiget.

Vi bevæger os nu over på den anden side af gården til den nu drænede Brodsø, hvor der endnu går kvæg ude og græsser. Jens har efter overtagelsen af gården opretholdt en bestand af kødkvæg, der nu går på de drænede græsarealer- den tidligere og nu tørlagte Brodsø. Her forlader vi stedet og takker de to brødre for en spændende og oplysende dag samt for tiladelse til at bringe billeder og beretninger.

En nordisk guldalder

Et skattefund fra Fræer

De fem guldringe fra Fræer

Foto: Nationalmuseet, Lennart Larsen

I folkevandringstiden/ yngre jernalder nedlægges igen som i yngre bronzealder store kostbarheder i de danske moser. Eliten i samfundet har, som i bronzealderen, omgivet sig med smukt fremstillede guldgenstande som tegn på høj social status.

Lokalt har vi et imponerende fund af fem store guldringe nedlagt i en mose ved landsbyen Fræer i Himmerland.

I Fræer har der for ca. 1500 år siden levet mennesker, der har været en del af et vidtrækkende socialt og politisk netværk, der har strakt sig på kryds og tværs over hele Europa. I denne periode efter romerrigets sammebrud er guld i rigelige mængder strømmet til Danmark, ofte i form af mønter, der i omsmeltet form blev til fine våbenbeslag, smykker og andre luksusgenstande. Alene i Danmark er der fra denne periode fundet mellem 50 og 60 kg guld, senest skatten fra Vindelev tæt på Jelling i efteråret 2021 med et guldfundfund på ca. 1kg.

Vindelev skatten fra 500 årene efter Kr. Fund fra 2021

Foto: Konserveringscenter Vejle 8

Fra stormandseje til gave til guderne

De 1862 g guld stammer alene fra de fem guldhalsringe, der i 1869 blev fundet i en lille mose ved Fræer Nordmark. Almindeligvis blev guldet, efter at have været i brug i et par slægtled, lagt i jorden, i moser eller ned ved foden af et træ tæt på landsbyerne eller gravet ned i huse og ved gårdhegn. De kostbare ringe fra Fræer endte antageligvis deres jordiske liv som en gave til guderne, formodentlig som en investering af symbolsk karakter, hvor ønsket om det gode liv for slægt og bygd har været særdeles vigtigt. For jernaldersamfundet har noget af særlig alvorlig grad stået på spil i Fræer, som i det øvrige Danmark, hvor guld ligeledes i stor stil. Man har været parat til at ofre det mest værdifulde, man overhovedet havde, ud over menneskelivet,- nemlig guldet.

Ringene blev nedlagt i den lille mose eller på kanten heraf, det sted, hvor mennesker og guder havde nærkontakt af første grad.

Generelt er nedlæggelser af guld blevet opdelt i henholdsvis krigerskatte og kvindeskatte. Ringene fra Fræer hører hjemme blandtkrigeskattene. Ringene menes båret og således også nedlagt af mænd. En lille guldstatuette, der blev fundet i 1981 på Fyn viser en lille mandsfigur, der bærer en guldring lig en af Fræerringene.

Foto: Nationalmuseet, Lennart Larsen

Som eksempel på det ypperste guldfund fra samme periode er naturligvis guldhornene fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland.

Guldhornene fra Gallehus

Foto: Nationalmuseet, Lennart Larsen

År 536 - Naturkatastrofer - gudernes vrede

Måske har en højtrangerende høvding eller kriger i jernalderens Fræer ejet og båret disse ringe af guld, men har måttet ofret dem for fællesskabets bedste. i dette tilfælde har det måske drejet sig om liv eller død. Himlen har pludselig været dækket at et mystisk røgslør, stjernerne var skjult, og gennem et helt år har solen ikke kunnet skinne klart. Som følge heraf blev kornhøsten mislykket, al vækst gik i stå og til sidst har både mennesker og dyr sultet og sygdom og død har hærget både blandt folk og fæ. Forskere har påvist at omkring 536 e. Kr. fandt flere kæmpestore vulkanudbrud sted med en efterfølgende solformørkelse, der varede et helt år. Naturkatastrofen er beskrevet i kilder fra henholdsvis oldtidens Kina og Middelhavsområdet. En tese, som forskere opererer med i dag, er, at guldet blev ofret for at formilde de højere magter, for på den måde at skaffe solen og varmen tilbage. Vikingetidens Fimbulvinter med deraf følgende Ragnarok har måske rod i de isnende og kolde årtier, der fulgte efter disse verdensomspændende naturkatastrofer.

Fra det islandske vulkanudbrud i marts 2021 ved Vulkanen Fagradalsfjall

Foto: Helle -Karin Helstrøm. Tak til fotografen, der i sommeren 2021 besøgte vulkanen og venligst udlånte sine billeder til Museum Rebild.

Kong Frode og guldet

En anderledes og sagngtig måde at forklare guldnedlæggelserne på finder vi i SAXO GRAMMATICUS, Danmarks Krønike, hvor der berettes om jernalderens sagnkonge Frode III. Fra Frode III Fredegods regeringsperiode berettes følgende:

”Så stor var Frodes kongelige myndighed, at selv guld, der var lagt frem, så enhver kunne tage det, var så sikkert, som om det var gemt bag de stærkeste låse. Det usædvanlige påfund sikrede sin ophavsmand stor berømmelse…”

I Snorres Edda og Ynglingesagaen skildres Frode på følgende måde. Der sættes her lighed mellem kong Frode og guden Frej og åbner på den måde for en tolkning af, at guldet er frugtbarhedsofre til Frej, guden for afgrøder, landbrug, velstand og altså netop frugtbarhed. Med Kong Frode - sagnkonge eller ej- så har vi måske her et helligt og religiøst kongedømme, hvor kongen optræder som guden og garanter for landets frugtbarhed.

Denne tese står dog ikke i vejen for en tolkning, hvor høvdingen/ kongen nedlægger guld for at undgå katastrofen efter de klimaødelæggende vulkanudbrud, som set med datidens øjne er gudens straf, - men binder begge narrativer sammen, så det både kan forstås som videnskabelige fakta og med en mytologisk overbygning.

Var kongen eller høvdingene så kloge, da de overalt ofrede guldet, spørger arkæolog og forfatter Jeanette Varberg i sin seneste potcast: "536, Historiens værste år"? nej er svaret, de rigdomme kunne være brugt meget bedre! Men i dag er vi er taknemmelige for, at de faktisk gjorde det, for nedlæggelserne er vores eneste kilder til forståelsen af 500 tallets katastrofehistorie, hvor vi i Norden praktiske talt er uden skriftlige kilder fra perioden.

Litteratur, læs mere:

SAXO GRAMMATICUS, Danmarks Krønike

Snorres Edda og Ynglingesagaen

Danmarks Oldtid, Yngre Jernalder og Vikingetid, Jørgen Jensen

Den store Danske, Gyldendals åbne Encyklopædi

Guldhorn og Moselig, Nationalmuseet

Potcast Radio 24syv: "536 - HISTORIENS VÆRSTE ÅR"

Nationalmuseets Danefæprotokol, oktober 1869

"Fundne af Gårdforpagter under Lindenborg Grevskab Jens Christensen under Pløjning i en lille Mose paa Fræer Nordmark... Deres samlede Metalværdi 1581 Rigdsaler og 24 Skilling oversendes til Finderen..."

Til gæster og guder (kladde)

Juelstruphornet - et oltidsfund i mosen

Foto: Nationalmuseet og Kjeld Thomsen

Gennem årtusinder har moser og søer i Danmark været den direkte vej til gudernes gunst. Smukke lerkar med mad blev i stenalderen nedsænket i det mørke vand eller blev stillet på en lille tue i den våde mose.

Gyldne bronzegenstande, som kar, smykker og våben, er i solens tegn blevet overgivet til de højere magter, og i jernalderen har menneskeofringer fundet sted i mange af vore moser. Mange af de gemte skatte og moselig er overvejende kommet for dagens lys ved tørvegravning.

Tørvene var igennem århundreder den væsentligste brændselskilde på landet, og der hørte til næsten en hver ejendom en større eller mindre mose.

Tørvene kunne også produceres med salg for øje til de nærmeste byer og købstæder, og især i krigsårene voksede produktionen.

Tørvegravning 1893, Jens Peder Jensen (1859 -1949)

Tak til John Mynderup, journalist ved Ekstra Bladet, og Søren Wesseltoft, fotograf, for tilladelse til gengivelse af billedet ”Tørvegravning

På det lille husmandsbrug hos Christian Hansen og hans kone i Juelstrup, havde man i årene under 2. verdenskrig gravet tørv i en lille mose nær den dengang udtørrede Juelstrup Sø. En dag i det tidlige forår i 1946 var far og søn igen i mosen, da noget uventet sker. Den 26-årige søn Peter står og tager imod de opgravede tørv oven for tørvehullet, og pludselig sker det utrolige. Som 93-årig fortæller Peter Hansen selv:

Juelstruphornets findested på Vestre Primærvej i Støvring, der i 1946 var en tørvemose. November 2013. Museumsinspektør Niels Jørn Østergaard og Peter Hansen, 1920 - 2021

Et drikkehorn fra jernalderen … eller to?

Da det fornemme og sjældne oldtidsfund overbringes til Nationalmuseet, følger en lang række undersøgelser af både genstand og fundsted. Der korresponderes livligt mellem museets inspektører og finderen af hornet. Man skal have de helt nøjagtige oplysninger om stedet ”Locus iste” - tørvemosen i Juelstrup.

I oktober 1946 besøger inspektør Hans Norling-Christensen fra Nationalmuseet selv familien Hansen og besigtiger fundstedet. Her bliver muligheden for en nøjere undersøgelse af mosen drøftet, men den er nu så våd, at dette ikke vil være muligt før foråret 1947. Efter besøget af den ”fine herre” fra hovedstaden tilkendes Christian Hansen en danefægodtgørelse på 300 kr.

Et nærmere eftersyn af stedet finder dog aldrig sted. Et par år efter finder Peter Hansen fragmenter af yderligere et horn. Disse brudstykker er dog bortkommet i årenes løb, men fundet mere end antyder, at endnu et horn blev nedlagt i mosen i årene 300- 400 efter Kristi fødsel.