•  

Ældre stenalder- jægerstenalder

 

 

Boplads fra jægerstenalderen. Anskuelsestavle fra 1925.

 

Jægere, fiskere og samlere  i ådalen

Gennem flere årtusinder har mennesker bosat sig i områderne omkring den vandrige Lindenborg Å og det store skovkompleks Rold Skov. Skoven og vandet har såvel i ældre som yngre stenalder dækket en stor del af Himmerland og tilsammen skabt livsgrundlaget for både mennesker og dyr.

Mennesker har i jægerstenalderen udnyttet det vandrige fjordterræn, der i dag udgøres af Lindenborg Å, Gravlev ådal, med Gravlev Sø og de mange enge og moser. I årtusinder før Kristi fødsel lå en mængde store og små holme og øer spredt rundt i det store fjord og havområde, som Nordjylland dengang for en stor del bestod af.

De oversvømmede kær ved Klepholmene

Disse øer og holme tiltrak året rundt mennesker til kortere og længere ophold i jagten på føde.

Sporene efter fortidens jægere og fiskere finder vi i tusindtal på eksempelvis Lille og Store Klepholm, på Vaseholm og i de ophøjede områder i kæret vest for Støvring samt ved Egholm på sydsiden af Lindenborg å.

Den flintrige jord leverede råmaterialet til fremstilling af flækker, økser, pile og skrabere, - redskaber der stadig med held kan samles op på enge, ved skrænter og på markerne, hvor landmænd nu gennem århundreder har opdyrket jorden. 

Flint fra Egholmene: kerneøkse, bor, tværpil, flækker, flækkeblok, slagsten/slibesten.

Flækkerne blev skabt som et multiredskab for fiskere , jægere og samlere, der altid havde brug for en skarp kniv eller en skraber til forarbejdning af føde, skind og træ. Flækkerne blev videre bearbejdet til de fine tværpile, der var uundværlige under jagten med bue og pil. De små grove økser, frembragt af enten en flintkerne eller en skive flint, sikrede, at træ kunne fældes med henblik på både hus/hyttebyggeri og som redskaber. Desværre er der ikke i engene fundet sikre dele af den redskabskultur, der udgjordes af henholdsvis træ, tak og ben, og som sandsynligvis må have udgjort en endnu større del af værktøjskulturen end den af sten.

 

 

 

                          Kerne og skiveøkser.

Flækker findes overalt i den frodige  ådal.


Bondestenalderen -Yngre stenalder

Nye tider- nye livsformer 

Bondestenalderen, boplads med bl.a. husdyrhold og agerbrug, keramikfremstilling samt gravhøje og dysser. Anskuelsestavle fra 1925.

Senere i stenalderen, (ca. 4000 f.Kr.) da vådområdet nu var mindsket væsentligt på grund af landhævning, og store skove nu mere eller mindre dækkkede området omkring ådalen, blev det nye land også de nye bønder til gavn.  De fine slebne økser fortæller nu om en tid, hvor mennesker rydder skov til agerbrug og græsning til kvæg og får/ged. Overlevelsen var nu ikke længere kun afhængig af de naturgivne gaver fra jagt, fiskeri og indsamling. Nu var menneskers overlevelse en symbiose mellem jorden, vejret, gudernes velvilje og den nye viden om at få kornet til at gro og husdyrene til at trives for at kunne yde.

                                 

Økser fra marker, enge og kær ved Klepholmene.

Små fine dolkstykker i flint, fundet nær den lille Mastrup Bæk, bærer fortællingen om inspiration fra fremmede egne mod syd, hvor dolke blev frembragt i det nye metal bronzen. I nedlæggelsen, nær et kildevæld ved bækken, beretter de ligeledes om nødvendigheden af at stå sig godt med de magter, der rådede over sol og regn.

           

Dolkstykker fundet ved Mastrupbækken og  flintdolk fra Juelstrup.


 

 

Sporene efter de første bønder i Rold Skov

Stenstuen i Skørpinglund,  dysse fra den tidlige bondestenalder

Fra vådområdet omkring Lindenborg Å skærer frodige og livgivende dalstrøg sig ind i skoven mod syd og mod øst. Her på bakkerne har de første bønder dyrket jorden med deres lette landbrugsredskaber og fundet tilhørsforhold for både de levende og døde. 

            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den frodige ådal ved Ravnkilde og Gravle Sø.

Bopladserne lader endnu vente på sig i den tætte skov, men sporene efter de døde og til en anden verden efter døden - finder man massivt i store dele af det store Rold Skovkompleks. Fra den tidlige bondestenalder finder vi flere eksemplarer af stendysser, langhøje og spor efter jættestuer skorter det heller ikke på. De runde gravhøje, de fleste formodentlig fra den senere bronzealder, finder vi med en tæthed i Rold Skov, som er helt unik. Alene i Nørreskov er der registreret 50 gravhøje på en Km2. I Rebild Skovhuse findes ligeledes en tæt koncentration af gravhøje. Et godt sted at søge efter sporene efter forfædrenes bopladser er tæt ved stederne, hvor høje og stenanlæg vidner om aktivitet blandt de første bønder; så Slettingen og agrene omkring Rebild Skovhuse vil være gode områder at begynde.

Fra Danmarkssangen, Hvor smiler fager den danske kyst,                     Johannes v. Jensen (1925)                                                      

"...Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave;
Henfarne slægter – forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.

... Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

Bevar din arv!” 


                                                              

Stenstuer og ønskesten

Stendyssen et klassisk ikon for Danmarks fortidsminder.

 


    

 Stenstuen  nord for Skørpinglund.

 Foto: Kjeld Thomsen

 Stenstuen nord for Skørpinglund er Rolds Skovs bedst bevarede dysse blandt de få eksemplarer, der  er tilbage i skoven. Dyssen består af fem store bæresten  og en tonstung overligger.

Traditionen med at bygge stenkamre kom til Damark med de første bønder ca. 3900 f. Kr. Man  anslår, at der gennem de næste 600 år er blevet bygget ca. 30.000 stendysser i Danmark, hvoraf vi finder nogle stykker og rester heraf i skoven. Rold Skov gemmer endnu på hemlighederne omkring de første bønders bosteder, men et godt gæt kunne være dalstøget ved Havdalen, hvori både Stenstuen og Ønskestenen ligger. Her kunne de første bønder have ryddet en lille del af skoven, fældet træerne og brændt stammer og grene af, det såkaldte svedjebrug. Herefter tilsået markerne med enkort og emmer, de første kornsorter der kom til landet og hegnet de små agre inde, så hverken skovens dyr eller husdyrene åd afgrøderne.  

Overligger med skålgruber.

Stenstuen er på flere måder også bemærkelsesværdig, idet man på den store overligger finder i massevis af skåltegn, dog oftest gemt under det grønne mos. 

Skåltgruberne er små indhuggede fordybninger i stenens oveflade, gerne med en diameter på 5 cm.De er oftest at se sammen med helleristninger fra den senere bronzealder, men også i bondestenalderen er de en sjælden gang at finde.                  Skåltegn er udført ved prikhugningsteknik, idet man har banket med hjørnet af en mindre sten. Det enkelte tegn eller cirkel har sædvanligvis en diameter på ca. 5 cm.

Tydningen af skåltegnet er ikke åbenbar, og der er mange bud herpå, såsom: frugtbarhedstegn, en markering af kvindekønnet, soltegn eller små gruber til ofre. Budene er mange, men skåltegnet tolkes klart som et helligt symbol.

Stenstuen et yndet udflugtsmål  for store og små

 

Storstensgrav/ megalitgrav - et klassisk  symbol for den ældste bondekultur.

Stendysser kaldes også for storstensgrave, og man har man op til i dag anset dysserne som værende som værende begravelsespladser for den døde eller eller dele af den afdøde. I anlæggende er der da også fundet genstande, der kunne tolkes som gravgaver, eksempelvis en fint slebet flintøkse, kniv eller et lerkar. Nyere tolkning af stendysserne går nu hen imod, at de nærmere må ses som kultanlæg for det tidlige  bondesamfund frem for et begravelsessted, men dog med ritualer hvor ligdele har indgået. 

Dysserne er i nogle tilfælde blevet genanvendt, men da med op til flere hundrede års mellemrum, idet der senere i yngre stenalder er blevet gravlagt hele lig i dysserne.                                                                 At rydde jorden til agerbrug og husdyr samt bygge de store stenanlæg - må ses som en stor kollektiv indsats og med en fælles livsanskuelse som grundlag. Her kommer de store stenanlæg til at stå som et symbolsk monument for den nye tid- bondestenalderen.  

                                                Ønskestenen i Skørpinglund

William og Olivia har netop ønsket og kastet en mønt ind i dyssekammeret.

Stendyssen med det romantisk klingende navn Ønskestenen er ligeledes en dysse fra yngre stenalder. De fem store bæresten ligger delvist begravet af jord og marksten og kun overliggeren ligger oven for jordoverfladen. Stenanlægget fik sit navn i starten af 1900 tallet. Skørping Sanatorium var netop blevet bygget som hospital for tuberkulosepatienter. Når patienterne var i stand til det, blev det skik at gå turen til den stendyssen, der lå en lille kilometer fra sanatoriet. Her kastede man en tiøre ind i dyssen, med håb og ønsker om helbredelse. Måske har erindringen om at dysserne var en slags offersten levet videre i folktroen lige op til det 20.århundrede.

EN NY TRADITION:  man lægger en sten på Ønskestenen, når man har besøgt den.

 

 

Jættestuen i Brændeskoven.

  Foto: Kjeld Thomsen